Kategorier
nyheder

Coworking Spaces – fremtidens arbejdsform

Et stigende antal af kontorfællesskaber under betegnelsen ’coworking spaces’ manifesterer sig i de europæiske hovedstader. Og også i Danmark ser vi flere og flere af dem. 

Ifølge Thomas Fokdal, ejer af rådgivningsfirmaet Copenhagen Windows, er coworking dog mere en arbejdstilstand end en fysisk kontorløsning. 

”Coworking slår rødder i deleøkonomien og bygger på tankegangen om, at man kommer længere på literen ved at dele sin viden, kompetencer og idéer med andre virksomheder.”

Man opnår altså en synergieffekt, da der er personer med forskellige kompetencer til stede, som kan bidrage med ekspertise og kreativ sparring. 

Ideelt for freelancere og små virksomheder

Især blandt freelancere og små startups er coworking-tankegangen fordelagtig, da de ud fra et ressourcespørgsmål ikke selv kan have alle de nødvendige kompetencer in-house, mener Thomas Fokdal.

Og også dét at arbejde i et coworking space er ideelt, tilføjer han. Lejerne er nemlig typisk en blandet sammensætning, som er medvirkende til, at man har bredtfavnende ressourcer inden for rækkevidde.
Hvis én er ekspert i sociale medier, en anden er webdesigner, og en tredje er god til at redigere videoer, så har man pludselig en hel lille ekspertgruppe. 

Arbejdsformen er dog ikke lige så udbredt i store virksomheder, da der typisk forekommer et hierarki, store lønforskelle og medarbejdere, der spekulerer i at kravle op ad karrierestigen. Og arbejdet i coworking spaces kræver nemlig transparens og samarbejde og fungerer bedst, hvis der ikke er store uligheder. 

Ligeledes kan der opstå udfordringer, hvis virksomhederne ikke bidrager til vidensdelingen i et coworking space, pointerer Thomas Fokdal.

”Hvis nogle virksomheder blot interagerer med udgangspunkt i egen vinding, så vil omgivelsernes lyst til at dele viden med dem forsvinde med tiden. Og hvis dette sker i udstrakt grad, så fiser luften ud af ballonen.”

Større virksomheder er dog ved at få øjnene op for fordelene, og at denne vidensdeling kan fremme innovation. 

”Mere etablerede virksomheder kan i mindre udviklingsprojekter vælge at rykke innovationsprocessen ud af huset – og typisk finde frem til løsninger, de ellers ikke havde fundet.”

Han tilføjer, at virksomhederne i høj grad også er begyndt at lytte til deres forskellige interessenter, hvilket går i tråd med coworking-tankegangen. 

”De inddrager nu også brugere, kunder, leverandører, partnere m.m. for at kreere værdifulde løsninger til deres slutbrugere. Løsninger de ikke ville kunne komme frem til alene.”

Boom af coworking spaces

Thomas Fokdal mener, at der er behov for kontorformer, der favner denne trend, og som skaber rammerne for samarbejde og fællesskab i form af co-living, co-working og co-creation. 

Det er de såkaldte coworking spaces et godt bud på ifølge ham, og meget tyder på det.

Coworking spaces er nemlig populære som aldrig før. I 2005 var der ikke var mere end 10 af dem på verdensplan, men siden er antallet steget eksponentielt, fortæller Thomas Fokdal. I 2016 er der således 7.800 coworking spaces, og antallet forventes at fortsætte med at stige de kommende år.

Læs mere:
Lokalebasen.dk: Coworking: Del din viden og kom længere på literen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *